»Det er et mirakel, at jeg stadig lever «

»Det er et mirakel, at jeg stadig lever «

På nuværende tidspunkt er hendes største ønske at, opleve sin datters fødselsdag i maj. Hun har planlagt sin begravelse i detaljer, hun har sikret, hvilke salmer der skal synges, hvem der skal bære hendes kiste, og salmen der skal synges af tilstedeværende, når hun er blevet begravet. Dog kæmper hun stadig. Når hun er nedtrykt, ser hun sine børns ansigter foran sig, og oplever, at hun får stor styrke af det.

 

Af: Aminnguaq D. Petrussen

 

»Mange fortæller mig hvor stærk jeg er. Men i min situation, ser jeg døden som en stor del af livet. Døden og livet er ens. Jeg er meget spændt på den vej jeg vil gå, når jeg går bort.«

Lad os sige det på forhånd. Artiklen handler om tro, tro på ånder og Gud, og at livet går videre i en anden form efter døden. Hun tror utvivlsomt på de ting.

Den klassiske sanger Ida Heinrich ved præcis hvor hun står, og hvor hun er på vej hen. Hun er på vej mod døden. Hun har uhelbredelig kræft, hvor kræften er spredt fem steder i hendes krop.

– Jeg kan mærke min krop blive svagere, især i den venstre side. Det er en underlig fornemmelse, jeg har næsten ikke engang kræfter nok til at åbne en sodavand og jeg taber ting. Men jeg har accepteret det, siger hun. Og det kommer vi tilbage til.

 

Annonce

Livet er planlagt

 

Det hele startede i 2015. Da startede smerterne i maven, i den nedre venstre side. Hun tænkte ikke på det i første omgang, men da smerten blev ved, tog hun til lægen. Senere blev det klart at hun havde tarmkræft. Nu er der næsten gået tre år, hun er gået igennem flere operationer, kritiske tilstande, kemobehandlinger og flere behandlinger udenfor sundhedsvæsenet. Men de helbredte ikke kræften. Men de har til gengæld udviklet hende som menneske, så hun nu kan sige, at det allervigtigste i livet er: Kærlighed.

 

– Jeg har besluttet ikke at blive kemobehandlet igen, da det er alt for hårdt. Kemobehandlingen ville kun forlænge mit liv, men jeg vil have det så dårligt, at jeg ikke vil kunne tage mig af mine børn, siger Ida. Nu er hun i gang med en intensiv behandling med C-vitamin udenfor sundhedsvæsenet. Det forlænger også hendes liv, og hendes læge i Danmark har lovet hende, at hun nok skal opleve sin datters fødselsdag i maj. Så længe hun ikke får lungebetændelse. Derfor undgår hun forkølede personer, for ikke at blive smittet. Dog har hun accepteret sin situation. Hun er på vej mod døden. Men hun har accepteret det. Og gør sig klar til at få fred.

 

– Jeg tror på Gud. Jeg beder og takker ham flere gange om dagen, takker ham fordi jeg endnu engang er vågnet om morgenen. Jeg tror også på, at vores liv er blevet planlagt længe før vi blev født. Og hvad jeg går igennem, er ikke Guds straf. Gud straffer ikke. Jeg går igennem det her, fordi jeg skal give noget til mine medmennesker. Mange, selv læger, fortæller mig, at jeg ser rask ud og hvor stærk jeg er. De bliver overrasket over, hvor meget jeg kæmper. Det er første gang de ser, at man også kan leve sådan. Det må være det, jeg har at give til mine medmennesker, at få dem til at forstå, at selvom man går igennem det her, så kan man stadig have livsglæde. Noget jeg ikke har kunnet forestille mig før, har jeg også forstået nu: den kærlighed som jeg giver ud gennem sangtekster og melodier, er nogle af mine opgaver her i verden, siger Ida.
Men livet er ikke altid let.

 

 

Smerten kommer nogle gange

 

Der er dage hvor hun lider psykisk. Er bekymret. Når hun går i seng om natten og slukker lysene, uden sine børn ved sin side, kan hun ikke falde i søvn, og er bekymret om hun ikke kommer til at vågne igen. Der er stadig meget hun skal nå. Da hun først blev syg, selvom hun troede på Gud, udbrød hun nogle gange i vrede: »Gud, hjælp mig hvis du eksisterer!«. Når hun tænker på sine børn, som kommer til at miste deres mor, mens de stadig er børn, føler hun stor medlidenhed. De har også reageret forskelligt på hendes sygdom. Den ældste bekymrer sig, og den yngste er mere lukket. Hun tænker også på sin sidste tid. Hun er bekymret over, om hun kommer til at have smerter i sin sidste tid.

– Men heldigvis varer den følelse ikke længe. Når jeg har lidt, vågner jeg dagen efter med nye kræfter, siger hun.

 

Hun mærker stor opbakning fra sine medmennesker. Venner og familie støtter hende trofast, noget som Ida har stor taknemlighed overfor. Det var på grund af vennernes og familiens indsamling, hun tog til Brasilien mellem jul og nytår for at blive healet. Men de sidste scanninger viste, at hendes kræft havde spredt sig, og at man ikke kunne hjælpe hende mere.

– Jeg havde selvfølgelig håbet på et mirakel, da jeg var hos John of God i Brasilien, at min sygdom ville forsvinde. Det skete ikke. Men jeg følte stor kærlighed da jeg var dernede, og fokuserede på mig selv. Jeg gav slip på flere års nedprioritering af mig selv, og fik indsigt i hvad mine opgaver i livet er. Det er at give noget til mine medmennesker, siger Ida. Hun rejste til Brasilien sammen med en læge fra Århus. Lægen driver et privat behandlingssted udenfor sundhedsvæsenet, hvor han behandler intensivt med C-vitamin. Nu er Ida i gang med en behandling hos ham, der skal forlænge hendes liv.

 

Opera sanger Ida Heinrich.

 

Gør salmer og tøj klar

 

Ida nævner, at hvis man vil leve med tro og  på et åndeligt fundament, så skal man leve i nuet. Selvom hun ikke vil planlægge for langt frem, gør hun klar til sin død. Hun skriver i bogen »Til mine kære« (Asasannut). En bog man kan udfylde, for at gøre klar til sin død, ønsker til begravelsen, budskaber til kære og andet. Den er til hendes børn.

 

– Jeg planlægger min begravelse. Min familie skal ikke afholde udgifter til min begravelse. Jeg vil på forhånd sørge for og betale blomster og kranse. Kisten klarer kisteforeningen. Jeg har sikret to sangere, jeg har valgt salmer der skal synges. Jeg har endda bestemt hvad der skal synges når jeg er blevet begravet, det er:Seqinersuaq inuulluarina. En sang jeg har kunnet lide siden jeg var barn. Nu tænker jeg på hvilket tøj jeg skal have på i kisten. Jeg ønsker, at det mine børn ser, skal være smukt efter jeg dør, jeg tager også nogle af mine

 

børns kreationer med i kisten. Min pude skal være en som min datter har lavet, og jeg holder en juledekoration som min søn har lavet, siger Ida.

 

Måske synes hun at det er besynderligt, at folk siger hun er stærk, men jeg roser hende og synes hun er stærk ved at kunne tale åbent om de ting. Man kan nok ikke gøre andet i den situation.

 

 

Der skal altid være plads til latter

 

Nu er Idas situation, at hun ved hun er på vej mod døden. Hun går langsomt på vej mod døden. Smerterne bliver stærkere. Bekymringer og sorg kommer, hun kan jo ikke undvære sine børn. Men hun er også meget betænksom, hun ved godt hvad hendes opgave i livet er, og hun er ikke i tvivl om at der findes liv efter døden.

–  Jeg er meget spændt på det. Og jeg ved at min afdøde storebror kommer til at hente mig, det kan jeg føle inderst inde, siger hun.

Men alting er ikke kun smerte. Og alting skal ikke kun handle om, at prøve at være stærk. Ida er stadig den der elsker at fjolle, være glad og grine.

– Jeg har sikret fire der skal bære min kiste når jeg skal begraves. Jeg mangler stadig to. Vi jokede om, at hvis jeg døde og kun har sikret fire kistebærere, at de fire så måtte prøve at løfte og bære min kiste alene, fortæller Ida grinende.

– Min danske pianist har tilbudt at være organist til min begravelse. Fordi han er så god til at spille, begyndte jeg, at overveje hvilke melodier han skal spille, og hvilket værk han skal spille som præludium. Gudstjenesten varer nok 2 timer, fordi jeg har så mange ønsker!

Engang under en sammenkomst hos mine forældre sagde jeg: I skal have det sjovt når jeg dør. Ligesom vi plejer at have det om aftenen. Det er mit ønske. Min mor udbrød: Nej! Og fik os alle til at grine. Sådan er det, det er hårdt. Men der skal være plads til smil, de gør situationen lettere, siger Ida.

 

 

Faktaboks

 

Idas budskaber

 

– Vi skal være glade for livet. Hvis vi kun er nedtrykte, bliver vi svage.

 

– Fokusere på ens interesser, mens vi kan.

 

– Kærlighed er det vigtigste. Behandl alle mennesker ens. Luk ikke folk ude. Bagtal ikke, vi har alle opgaver i verden.

 

– Vi skal føle glæde, varme, og være selskabelige. Egenomsorg. Nærhed og kærlighed. Fortælle folk, at vi elsker dem, mens de stadig kan forstå.

 

– Børn er dem der underviser bedst i kærlighed. Selvom de ikke ved det selv.

 

– At græde er ligesom at grine. Det har samme effekt.

 

 

 

 

Annonce