EN MAND DER ALDRIG GIVER OP

EN MAND DER ALDRIG GIVER OP

 

Jens Lars Lange har levet som fisker siden han var teenager, men siden han mistede sin arm i 2008 har han levet som invalid. Han gav dog ikke op og fortsatte. Hvordan gjorde han det? Læs om fiskeren og hans kone fortælle om deres oplevelser.

 

Det er morgen i Grønlands største turistby Ilulissat. Jens Lars Lange og konen Lykke Sandgreen kysser som sædvanligt farvel, før de begge skilles ad for at komme på arbejde. Jens Lars Lange sejler af sted i sin jolle, for at tage på langlinefiskeri. Siden han som 15-årig blev fisker, er han blevet vant til at leve af det.

 

Han sænker farten da han sejler gennem isskosser, men fortsætter igen. Han ser kun frem mod der hvor han skal hen, uden at ane båden bagved. Han hører noget og da han kigger om, bliver han ramt af en meget hurtig jolle som sejler hen over hans jolle. Jens Lars Lange bliver forskrækket og beskytter sit hoved med sin arm. Men det er for sent.

Jollen rammer hans arm og armen hænger nu kun med skindet.

– Jeg mistede fatningen i løbet af sekunder. Jeg blev ramt mens jeg holdte roret og jeg kom til bevidsthed igen, da jollen drejede hen mod mig efter den havde ramt mig. Jeg prøvede ellers at starte motoren men den var ødelagt, og jeg sagde til føreren at jeg skulle om bord på hans jolle. Jeg havde så store smerter at jeg ikke ved hvordan jeg skal forklare det. Mit tøj var revet i stykker og jeg var nødt til at holde min arm, men jeg kunne ikke træde med mit ben.

– Da jeg steg om bord på jollen som ramte mig, bad jeg føreren om at sejle mig til hospitalet, og da vi ankom løb manden op til hospitalet for at meddele dem. Min livsvilje var stærk. Jeg prøvede at stige af, men jeg fik stød i benet fordi jeg havde brækket mit ben, fortæller Jens Lars Lange.

Annonce

 

Vil overleve
Jens Lars Lange havde det som om han skulle falde i søvn mens ambulancen kom. Han blev ved med at se sin kone og søn, men det viste sig at han hallucinerede.

– Da ambulancen ankom kan jeg huske, at jeg ikke kunne klare det længere. Jeg var meget søvnig, men havde på fornemmelsen at jeg skulle dø hvis jeg faldt i søvn. Jeg blev ved med at bide i tænderne for at holde mig vågen. Da vi ankom til hospitalet blev min hals stoppet til, og det viste sig at jeg havde mistet for meget blod.

På det tidspunkt var konen netop vendt tilbage til arbejdet fra tandlægen, da deres ven ringede hende op.
– Vores ven råbte nærmest og spurgte »Hvordan har Jens Lars det? Han er blevet kørt over i nat..« Jeg svarede at han sov hjemme og at han havde det fint. Måske havde nogen løjet om os tænkte jeg, så jeg lagde på. En anden ringede og spurgte det samme og sagde at han var blevet ramt af en båd og lå på hospitalet. Jeg prøvede at ringe til hans forældre men jeg glemte deres nummer. Jeg tog en taxa til hospitalet og kunne genkende Jens Lars da døren åbnede, fortæller Jens Lars Langes kone Lykke Sandgreen.

 

 

Bliver fløjet væk
Da Jens Lars’ skader var for store til at behandles i Ilulissat, var man nødt til at få ham fløjet væk fra Ilulissat. Man underretter konen om at hun skal hjem og pakke, fordi hun skal med. Da hun kom tilbage efter at have pakket, sagde lægen til hende at hun ikke kunne komme med fordi der ikke var plads. Der var desværre ikke noget hun kunne gøre, end at se på ambulancen køre væk.

– Lægen prøvede at tale til mig, efter bilen var kørt væk. Jeg kunne ikke græde mens folk stirrede og han var ivrig efter at tale med mig. Han forklarede mig om hvor skadet han var. Den dag holdte hospitalet mig underrettet om hvordan han havde det. Om natten meddelte de at de var nødt til at sende ham til Island, fordi han var i livsfare og at de kunne behandle hans nerver derovre. Jeg blev ringet op om morgenen og blev fortalt at de var nødt til at amputere min mands arm, men at min mand havde sagt at jeg skulle underrettes først. Alting føltes uvirkeligt og mit syn var sløret, jeg sov heller ikke ordentligt om natten. Jeg skulle ellers til Nuuk, men ændrede min billet så jeg kunne komme til Island og fulgte ham først dagen efter, fortæller Lykke Sandgreen.

 

Jens Lars Lange sammen med kone, Lykke Sandgreen. Privat foto

 

Armen blev amputeret
Afstanden mellem Ilulissat og Island er op 1.400 km lang og man skal først flyve i to timer før man ankommer. Lykke og Jens Lars’ farvelkys dagen før blev vendt fuldstændigt om. Da Lykke ankom til Island havde de allerede amputeret hans arm. Manden som var en stærk fisker ligger på en seng med en amputeret arm, i et fremmed lang og sprog.

– Jeg prøvede at være stærk da jeg ankom, men det var hårdt. Han lå i et isoleret rum og de havde pakket ham godt ind for at undgå fremmede bakterier. Hans amputerede arm var meget hævet. Heldigvis bor min bror i Island og jeg fik meget hjælp af den grønlandske tolk i hospitalet, fortæller Lykke.
Jens Lars kan ikke rigtig huske noget, fra de to dage efter operationen.

– Det var meget underligt når jeg blev vækket. De havde sat min arm fast og bad mig om at bevæge mine fingre. De klemte ellers i dem fordi jeg ikke kunne bevæge dem, men jeg kunne ikke mærke noget. Da jeg blev vækket igen fortalte de at min arm var død og at de var nødt til at amputere den del der var død. Jeg mistede hukommelsen og var nødt til at acceptere det bagefter. Jeg vurderede mig selv som ude af stand til at kunne gøre noget som helst igen. Ude af stand til at komme på fangst eller fiske igen, forklarer Jens Lars.

 

Rugbrød eller strømper
Da parret vendte tilbage til Ilulissat, var livet ikke som før. Der var ikke længere to indtægtskilder i hjemmet. Jens Lars Lange blev hjemmegående, siddende i en rullestole.

– Vi var meget kede af det. Da vi kom hjem kom der betændelse i såret og vi var nødt til at rejse til Nuuk midt om natten. Vi var i Island og Nuuk i sammenlagt en måned. Da vi kom tilbage til Ilulissat startede jeg i skole og det var hårdt at skulle forlade ham når han ikke var i stand til at klare sig selv, fortæller en rørt Lykke med tårer i øjnene.

– Det gjorde ondt når jeg skulle forlade ham når han ikke kunne gå eller hjælpe sig selv og jeg var jo nødt til at gå i skole. Vores liv blev vendt 180 grader. Han fik 400 kr. om ugen, men vi har aldrig løbet tør for penge selvom det betød at vi skulle spare meget. Nogle gange var vi nødt til at spørge: »Rugbrød eller strømper«.. Men vi grinte af det til sidst, forklarer Lykke.

 

 

Jens Lars Lange kom tilbage til naturen efter et års tid. Privat foto

 

Vender tilbage til naturen
Efter vi var vendt tilbage til Ilulissat, var det sommer og altid vindstille. Der er sol døgnet rundt i Nordgrønland og det er hårdt for en tidligere fisker. Fiskere har god fangst om sommeren og næsten alle fiskere sejler ud hverdag. Jens Lars Lange sidder i en rullestol og kan intet foretage sig ud over at være tilskuer.

 

– Jeg var meget ked af at være invalid, da jeg ellers elskede at sejle i naturen. Det er svært at fortælle om mine følelser. Men da august måned var forbi, blev min gips fjernet og jeg kunne igen. Men jeg kunne ikke falde i søvn om aftenen og nogle gange kunne jeg være vågen i tre-fire dage. Jeg kunne ikke sove af frustration. Det er det værste jeg kan huske. Mine tanker var i et andet sted, men min krop kunne ikke gøre noget. Men efter jeg begyndte at snakke med en psykolog skete der fremgang og langsomt begyndte jeg at gåture i naturen for at hente styrke, erindrer Jens Lars.

Han havde meget gavn af at gåture alene i naturen. Af det begyndte mulighederne at åbne sig og da han ikke ville kede sig hjemme, henvendte han sig til kommunen og fik et arbejde i Piareersarfiks værksted.

 

– Det var en udfordring at skulle arbejde med min venstre arm, da jeg begyndte at arbejde i værkstedet. Siden barnsben har jeg bygget slæder med min far og jeg begyndte på det igen.

 

Jens Lars Lange er begyndt at bygge slæde efter hans ulykke og her er en af hans værker. Privat foto

 

Det stopper ikke Jens Lars Lange med at tage på rensdyrjagt, her er hans fangst med kun den ene arm. Privat foto

 

Kan ikke følge med
Jens Lars’ slæder til pynt i hjemme som han har lavet blot med sin venstre arm, er så populære i byen at han ikke kan følge med i produktionen. Da han var højrehåndet før, arbejdede han aldrig med sin venstre arm, men når man ser hans slæder skulle man tro de var lavet med to hænder. Inuitternes gamle fangstredskab af perfekt håndværk, står nu som pynt hos mange hjem i Ilulissat.

– Det er stressende at arbejde på land og jeg savnede friheden. Jeg har altid drømt om at blive fisker igen, fortæller han som gjorde sin drøm til opfyldelse i sommeren 2016. Otte år efter han blev skadet og måtte holde op med at fiske, var han fisker igen i maj måned. Sammen med sin lillebror begyndte han at fiske igen i sin egen båd, samt selv sætte madding på og fiske med langline.

– Når der er noget jeg ikke kan, prøver jeg at opnå det. Jeg plejer at spørge mig selv hvad jeg kan gøre for at opnå det. Der er dage hvor jeg misunder folk med to arme, men jeg opnår ting ved at kræve mere af mig selv, selvom jeg er blevet langsommere end før ulykken. Jeg vil vise hvordan jeg har det hvis nogle oplever det jeg har oplevet, fordi de kan komme videre uden at give op, fortælle fiskeren.

Jens Lars Lange viser at man kan opnå meget, hvis man har viljen. Selvom han kun må nøjes med kun én arm, er han ikke stoppet med at have verdens farligste job som erhverv.

 

 

 

 

Artiklen blev udgivet i Igloo Magasine’s erhvervsmagasin, Una Business, november 2016.

Annonce