En mor med noget at kæmpe for

En mor med noget at kæmpe for

Luften, i det rum jeg kommer ind i, er god, der er ryddeligt, men det virker ikke som et hjem. Der hænger mange flotte billeder på væggen, der er flere forskellige billeder, men baggrunden er altid den samme. Og der er 31 mennesker på alle billederne, men menneskene på fotografierne ændrer sig for hvert billede.

 

Foran mig står en kvinde og kigger smilende på mig. På det sidste billede er kvinden med på fotoet. Hun har den fineste østgrønlandske nationaldragt på, hun virker glad og stolt. Når man ser på hende, tror man ikke hun har haft et hårdt liv.

 

Laura er medlem af Inatsisartut med Siumut som parti. Hun er kommet her til Nuuk fra Tasiilaq for at deltage i Inatsisartuts efterårssamling, der netop startede d. 25 september i år.

 

Laura er en frisk kvinde, man kan se at hun gør noget ud af sit udseende. Kort sagt: Hun ser godt ud!

 

Hun har en broche på med Siumuts logo, lavet af ben. Man tænker straks at hun bærer den som noget, der skal respekteres højt. Men, hendes venlighed og imødekommenhed gør brochen ubetydelig. Jeg følger efter hende på vej til hendes kontor. Mens vi går hen ad gangen, passerer vi få mennesker, der virker helt optaget af deres eget. De er nemlig lige blevet færdig med dagens Inatsisartutmøde og er på vej hjem, mens nogle af dem stadig arbejder på deres kontorer.

Annonce

 

Det kontor vi er kommet ind i, er meget ryddeligt og alt er på sin plads. Da jeg ser på væggen kan jeg se to billeder, der hænger som om de er meget vigtige for Laura. Jeg tror gerne på, at de to billeder giver Laura kampgejst, hver gang hun ser på dem. Det er nemlig billeder af hendes datter og søn.

 

Lauras datter bor ikke hos sin mor i dag. Hun bor nemlig på handicapcentret »Ivaaraq« som ligger i Qaqortoq. Laura prøver at se på den positive side af sagen, selvom det gør rigtig ondt i hjertet, at hun ikke kan have sin datter hos sig. Hun prøver at tænke sådan, at datteren er på det rette sted, hvor hun får den hjælp og behandling hun har brug for, og det er Laura meget taknemmelig over.

 

Den 26. August 2001 havde Laura en  meget barsk oplevelse. Hun ligger på Tasiilaq’s sygehus, hun har stærke veer, som gør meget ondt. Det gør så ondt, at hun tænker om fødsler virkelig gør så ondt? Hun kan slet ikke mærke sine ben og arme, så ondt gør det. Heldigvis er hun sammen med sin mor. Den dag præcis kl. 13 fødte Laura et barn, hjulpet af fire sygeplejersker og en jordemoder. Hun fik ikke lagt sit barn på brystet med det samme. Der var ingen der fortalte hende, om hun havde fået en søn eller en datter, det var meget hårdt for Laura og hun bliver forvirret. Barnet hun kigger på, er helt livløst. Barnet er så blegt at man næsten ikke kan se farven på kroppen. Laura får ikke den lykkelige oplevelse, som de fleste kvinder oplever når de føder. Alt er rodet og hun ved ikke hvad der foregår.

 

En meget erfaren ældre kvinde kom så ind i rummet, hun er en norsk læge. Lægen undersøger barnet og imens kommer der endelig liv i lille Laila.

 

Laura har nu fået en datter, og den dag ændredes hele hverdagen for den nybagte mor. Da Laura endelig fik lov til at være alene med sin datter begynder hun at beundre sin lille pige, der bemærkede hun noget som hun aldrig vil glemme og som plagede hende i en længere tid.

 

Da hun ville se hvad for farve hendes øjne havde, reagerede Laila ikke på lyset og og hendes øjne fulgte ikke lyset. Laura er dog meget fortrøstningsfuld hun tænker at det kun er fordi hun er så lille at hun ikke reagerede på det, men inderst inde er hun meget bekymret.

 

Laura havde bestemt sig at hun ikke vil fortælle sin bekymring til sine forældre eller lægene, da hun håbede på at de vil ordne sig i løbet af dagene. Men, da dagene gik stod det klart, at Laila havde en svær handicap, der hedder hypoglymiske anfald, hvor hun er døv og blind, samt kommer til at døje med epilepsi.

 

Siden dengang har det været meget hårdt for Laura følelsesmæssigt. Skyldfølelse fylder rigtig meget i hendes hoved. Hvorfor er det mig, der skal have et handicappet barn? Hvad har jeg gjort forkert? Hvorfor mig?

 

Dog gemmer hun på disse forfærdelige tanker for sig selv. Lauras værste erindring var, at hendes datter vil aldrig glædeligt genkende sin mor som alle andre børn gør. Dette blev til vrede hos Laura, så vred at hun bliver vred på sit tro, gud. Laura føler at hun er blevet straffet af gud. Hun føler, at hun slet ikke fortjener det her, hun har levet sit liv så fornuftig som hun kan. Nogle gange tænker Laura at hvorfor kan en alkoholiseret kvinde ikke blive givet et handicappet barn i stedet for mig?

 

Men, disse følelser og tanker er for længst overstået for Laura i dag, og er blevet erstattet af lykke. Laura blev rådgivet at hun skal snakke med en psykolog og selvom hun følte at det ikke vil hjælpe tog hun imod tilbuddet, hun ved at psykologen vil spørge hende om hendes følelser og at hun ville blive nød til at sæt ord på sine følelser. Selvom hun fik psykolog hjælp følte hun at det ikke var nok, derfor opsøgte hun præsten, for hun kunne være vred på præsten, da det er guds tjenere, så må det være rette sted og være vred på. Præstens ord fik Laura vrede vendt om til lykke. Laura fandt ud af at gud har givet hende Laila, fordi han ved at hun er stærk nok til at tage sig af Laila. Siden dengang har Laura aldrig stillet spørgsmål på hvorfor hun er givet et handicappet barn. Laila elsker jo sin mor rigtig meget og omvendt.

 

 

Laila Taunajik sammen sin datter Laila. Privat billede.

 

 

Scene 3

 

Mens jeg sidder med Laura kan jeg se og føle, at hun kæmper med hårde følelser. Hun kigger tilbage på juli måned 2009. Jeg kan se på hendes udtryk at hun genføler det følelser hun havde dengang..Og hun bryder i gråd.

 

Laura kan huske at hun fik et brev fra Sermersooq Kommune i juli 2009, der stod, at hendes datter er blevet taget fra hende.

 

Tårerne triller ned af Lauras smukke ansigt. Da gardinerne er trukket for, i det rum vi var i, er der mørkt, samt har Laura ikke lyset tændt på sit kontor. Det er som om, hun fortæller med omgivelserne. Laura tørrer sine tårer og tager sig sammen til at fortsætte, siden dengang har hun bestemt sig at kæmpe for sine rettigheder.

 

Sagsbehandlerne har arbejdet udenom hende, selvom de ikke havde nogle beviser. De har stemplet Laura som en mor, der kan gøre sit barn fortræd, derfor har de taget Laila fra hende. Det var så vanvittigt, at hvis hun tager til Qaqortoq for at besøge sin datter kan hun blive taget af politiet. Laura følte dette som en kæmpe mareridt som hun ikke kan vågne fra, samtidig følte hun sig alene og efterladt.

 

Laura Taunajik. Privat billede.

 

 

Scene 4

 

Laura besluttede sig for at rejse tilbage til Tasiilaq for at samle kræfter, hun vil kæmpe for at få sin elskede datter tilbage. Hun havde lavet aftale med Ivaaraq, at hun kan få Laila tilbage, når hun følte sig klar. Men, det der sker nu, er noget helt andet, har Laura fundet ud af. Fordi Laura er alene mor kæmper hun med økonomien. Derfor besluttede hun sig for at arbejde i skolen i Tasiilaq til hun står økonomisk stabilt og fordi hun vil gerne have kræfter til sin datter.

 

Mens hun var i Tasiilaq fik hun et opkald fra Ivaaraq, at Laila var blevet meget syg og de er i gang med at flyve hende til Nuuk, de bær Laura om komme til Nuuk hurtigst muligt. Laura fandt ud af, at hendes datter har været syg i et stykke tid uden hun er blevet informeret om dette, først da Laila blev alvorlig syg. Hun følte sig magtesløs og skuffet, selvom hun er den eneste, der havde ansvar som forældre.

 

Laura bliver stille, jeg kan se, at hun prøver at styre sin vrede, men det kan ses i hendes kropssprog at hun har onde tanker.

 

 

Laura tog til Nuuk med den første flyver, da hun kom ind i den stue Laila var kunne hun se sin datter som bare ligger i sengen. Hun kan se at Laila er meget syg, det syn kan Laura ikke glemme.

 

Som mor prøver hun at forholde sig rolig og går hen til sin datter, hvor hun hvisker til hende »Kære, mor er her«

 

Laura og Laila bryder i gråd med det samme, det var som om Laila brugte sine kræfter på at komme op og kramme sin mor som om hun aldrig har lyst til at give slip på hende.

 

Som interviewer prøver jeg at være stærk, men jeg er så oprørt af hendes historie, at jeg begynder at græde med Laura, forestiller mig om et barn, der har følt sig så alene, nu har sin mor ved sin side, er virkelig noget man bliver rørt af.

 

 

Dette oplevelse var en kæmpe bekræftelse på at hendes datter har virkelig brug for sin mor, Laila bliver syg, når hun ikke har været sammen med sin mor i længere tid , og hendes epilepsi anfalde bliver værre, selvom om hun får den hjælp hun har bruger for i Ivaaraq har hun stadig brug for sin mor.

 

 

Efter den forfærdelige oplevelse besluttede Laura at hun selv vil kæmpe for sin datter og andre forældre der har handicappet børn, så de ikke får den samme oplevelse. Så hårdt har hun kæmpet at den dag i dag er blevet valgt som Inatsisartut medlem.

 

Hun vil jo ikke have at andre skal opleve de forfærdelige oplevelser.

 

I dag har Laura selv bestemt at Laila skal være i Ivaaraq da hun er ved at blive en ung pige kan hendes behov blive dækket hos dem. Hun besøger sin datter når hun vil eller i mærkedagene, Laila kan også komme på besøg hos mor når der er mulighed for det.

 

 

Dog er Lauras oplevelser ikke kun hårde, d.15. februar 2010 fik hun en rask dreng. Hun kan tydeligt hvor lykkelig hun var for at få en rask, ønsket barn. Min søn Leo er en del af familien nu som elsker sin søster rigtig højt.

 

Laura Taunajik sammen med sin søn Leo. Privat billede.

 

– En hånd med en finger kan ikke løfte, alle fingre er nød til at arbejde! Sagde hun til mig mens vi stadig var i hendes kontor, som fik mig til at tænke.
Hun forklarer at hun alene ikke kan løfte en opgave så stor i Inatsisartut at hun er nød til at finde mennesker der kan løfte dette med hende.

 

Laura ser besluttet på mig og siger: »Ting sker med et formål/grund.«

 

 

 

 

Annonce