Grønland sælger i Canada!

Grønland sælger i Canada!

Det har taget mange måneders forberedelser for 8 grønlandske iværksættere, der producerer og designer spændende produkter som interior design, tekstiler, smykker, kunst, tøj og meget andet med særlige grønlandske motiver og symboler, for at deltage i den første ’Indigeneous Fashion Week Toronto’ 31. maj – 3. juni, 2018.

Der var bragende interesse for de grønlandske produkter, og alle iværksætterne har solgt varer, og kan dermed betegne sig som eksportører til Canada! Der er desuden indgået meget spændende dialoger med butikker, gallerier, butikskæder, designbutikker, både i Toronto men også landsdækkende kæder i Canada, der har vist stor interesse for de grønlandske produkter, der er helt unikke og i høj kvalitet.

 

Det var med stor tydelighed at canadierne ønskede at købe de unikke produkter, og Canada vil helt sikkert være et spændende marked for mange øvrige grønlandske virksomheder i fremtiden.

 

Det var delegationens håb forud for deltagelsen at få promoveret iværksætterne og deres produkter, sælge varer og indgå handelsaftaler. Eksportdelegationen kan derfor med tilfredshed kigge tilbage på en veloverstået deltagelse i eventet, der har opfyldt og overskredet alle forventninger, det skriver SIUA INUvation, der er inkubator for de grønlandske iværksættere.

 

De otte iværksættere er:

  • Elna Jensen, Sillisit, der også repræsenterer et kooperativet, under etablering, blandt fåreholderkvinder i Sydgrønland med henblik på salg af tøj og brugsgenstande af flit
  • Elisa Motzfeldt, Kangerlua, Sava Design, der producerer forskelligt beklædning, smykker og accessories
  • Olga og Malik Ljungdahl, Sisimiut, Mersotarfik Panigiit, der i en lang årrække har produceret tøj til børn og voksne i sælskind
  • Louise Berthelsen, Nuuk, Nuuk Couture, som designer og producerer tøj med kittat/avittat mønstre
  • Liss Stender, Nuuk, Inuk Design, der har et bredt sortiment med tydelige grønlandske symboler i hendes design
  • Hildebjørg Egilsdottir, Nuuk, Nuna Glacier, der i en lang årrække har designet og produceret de kendte kuglerunde lysestager med ulo motiver
  • Maria Panínguak’ Kjærulff, Nuuk, Mariagreenland, en kendt kunstner i Grønland, der nu gør hendes kunst nemmere tilgængelig i form af tryk og print
  • Hanne Bruun, Nuuk, Hanne Bruun Design, der er helt ny iværksætter, der laver smykker i sølv med genkendelige symboler fra den grønlandske kultur

 

Annonce

Alle iværksætterne deltog i et eksportforberedende forløb, der er forberedt og arrangeret af den grønlandske iværksætter inkubator – SIUA INUvation.  SIUA inkubatoren er en ordning, der er finansieret igennem en serviceaftale med Departementet for Erhverv og Energi og som står bag muligheden.

Greenland Business, der også deltog i eventet, har på baggrund af eksportansøgninger fra iværksætterne, bevilget støtte i henhold til Selvstyrets erhvervsfremmemidler til eksport.

Visit Greenland havde endvidere udarbejdet individuelle præsentationsmateriale for hver iværksætter, og deltog også under dagene, og sørgede for at synliggøre og markedsføre grønlandsk design, kunst og håndværk.

Annonce