Hårdt at blive ramt

Hårdt at blive ramt

10 stadier, følelser man får når man er har fået brystkræft beskrevet med ord.

 

Det er kun andre mennesker der bliver ramt. Efter at havde levet I mange år tænkte jeg sådan, hvem troede at jeg selv også vil blive ramt af kræft. Det er jo kun naboen eller bekendte der bliver ramt. Jeg fandt ud af at jeg havde brystkræft da jeg var 48, og de følelser der gik gennem mig da jeg fandt ud af det var meget anderledes I forhold til andre, for de fleste der får dette dårlige nyhed bryder I grad, men da jeg fandt ud af det bryd jeg af grin. Selvfølgelig blev lægerne der gav mig den dårlig nyhed meget forbavset.

 

Grunden til at jeg bryd I grin var fordi jeg har været til læge på grund af en knude jeg havde I brystet for et år siden , men der var ingen der gjorde noget ved det, hvor undersøgelsen blev udsat flere gange på grund af nogle ting I systemet. Jeg kan huske at jeg sagde til dem: »I har et problem.«

 

Sundhedsvæsenet problem er nu at jeg ikke er blevet behandlet rigtigt, men det er en hel anden historie som jeg ikke har lyst til at fordybe mig I nu.

 

Det jeg gerne vil fortælle nu er de følelser der gik igennem mig da jeg fandt ud af at jeg var syg, de var hårde specielt de følelser mine nærmeste havde. Og dem vil jeg fortælle I 10 stadier.

Annonce

 

 

  1. Første

Da jeg fik at vide at jeg har  fået brystkræft fik jeg den største vilje til livet, jeg skulle i  hvert fald ikke dø nu! Der jo så mange ting som jeg stadig gerne vil nå og opleve jeg havde ikke tid til at dø nu! Før i tiden når jeg hørte ordet “kræft” tænkte jeg kun på døden, for de fleste jeg kender der har fået kræft har ikke overlevet, men nu er det klart for mig at det er ikke op til mig om jeg skal dø eller ej, men en ting var sikkert jeg har ikke lyst til at dø! Jeg trøstede mig selv med at 80 procent af de kvinder der har fået brystkræft har ovelevet sygdommen, og med den tro begyndte jeg kæmpe med fuld fart.

 

 

  1. Anden

Midt i min stor vilje for levet, begyndte jeg at bemærke hvordan mine sønner og min mand havde det. De var dybt ulykkelige og selvom de prøver at være okay kunne jeg se når jeg kigger I deres øjne hvor bange de var for at miste mig, specielt mine sønner kunne ikke klare tanken om at miste deres mor. Som mor var det rigtig hårdt og mærke deres frygt I hverdagene det gjorde ondt at se dem på den måde. Dengang vidste jeg ikke om kræften har spredt sig eller ikke.

 

 

  1. Tredje

 

Har jeg nu mistet min femininitet?Det var det jeg tænkte da jeg vågnede efter operationen hvor lægerne havde fjernet mit ene bryst. Da jeg vågnede kunne jeg se at min storsøster var i rummet og jeg begyndte græde. Jeg vidste ikke helt om jeg skal være ked af fordi de har fjernet mit ene bryst eller om jeg skulle være glad fordi de har fjernet den kræft som jeg ellers kunne dø af. Hvorfor skulle jeg også være ked af det når de har fjernet det der kunne havde dræbt mig?

 

Første gang jeg så mig selv I spejlet med kun den ene bryst tænkte jeg mit kvindelighed ligger ikke I mine bryster men I mit hjerne! Jeg vidste ikke hvordan min mand havde det, for han har jo også helt sikkert en mening om mit kvindelighed. Senere fandt jeg ud af at for ham var det ikke mine bryster der definerede mig som kvinde, men min måde at være på var det der betyd for ham. Med bryster eller uden bryster.

 

Da jeg tog hjem fra K1 efter operationen oplevede jeg noget vildt med vores hund, en hund som vi har passet i lang tid men som er blev til vores egen. Jeg sat mig i vores altan efter vi kom hjem og hunden kom hen til mig lagde sig på den bryste der er fjernet, hunden begyndte at fælde tårer og græd, jeg blev meget rørt jeg havde aldrig set en hund der græd med lyd. Jeg sad og græd sammen med hunden den smukke efterårsdag. Da jeg begyndte med min kemo-behandlinger forlod hunden aldrig min side.

 

 

  1. Fjerde

 

vi nåede tvivlsomme dage efter de fjernede svulsten, vi venter nu bare på at høre om kræften har spredt sig til resten af kroppen. Mit ar fra operationen skal også passe rigtig godt på, dette var også hårdt. Skal vi bare give op eller skal vi blive med at kæmpe? Efter jeg blev ramt af sygdommen begyndte jeg at ligge mærke til hvordan folk reagerede når de hørte ordet ”kræft” og den tanke de fik var nærmest altid døden.

 

På den måde blev lige pludselig døende hos andre folk. Samværet med mine venner og familie i ventetiden blev brugt til at trøste dem, jeg begyndte at ligge mærke til at jeg brugte mange kræfter på at trøste dem. Skulle det ikke havde været mig de skal trøste? Og ikke omvendt? Derefter begyndte jeg at lukke mig selv inde mere og mere. Jeg gad ikke komme ud fra hjemmet længere, jeg er jo nød til at tage vare på mig selv. Jeg følte at jeg hellere bruge de kræfter jeg nu havde på mig selv og mine elskede.

 

  1. Femte

 

endelig fik vi den gode nyhed, kræften har ikke spredt sig! Så begyndte planlægningen. Planlægningen for mit kemobehandling, lægerne mente at jeg skulle fortsætte med behandlingen for at være sikker på at kræften var helt væk fra min krop, for hvis jeg gjorde det kan den begynde at vokse igen. Jeg accepterede at jeg vil få kemo-behandling i Nuuk og lægerne fortalte mig at i løbet af behandlingen vil jeg miste mit hår.

 

Jeg var så forberedt at jeg klippede mit hår kort, og jeg tog til Danmark før kemo-behandlingerne for at være sammen med min midterste søn som var på uddannelse. Min ældste fulgte mig til Danmark. Det at jeg lige var hos mine elskede var meget opmuntrende og det er jeg meget taknemlig for.

 

  1. Sjette

 

Jeg kan huske den skræmmende del af kemo-behandlingen. Alle ubehagelige følelser i kroppen kom, hvis jeg skal prøve at forklare hvordan kemo-behandlingen føles for kroppen er det som om at have tandpine, tandpine i hele kroppen hvor alle knoglerne havde det ondt. Heldige er dem der ikke mærker så meget kemobehandlingerne. Jeg havde også ondt i alle minenegle både på mine hænder og fødder, det var som at jeg havde klippet neglene for korte.  Forberedelserne på at tabe mit hår begyndte også, jeg havde tabt alt behåring på kroppen efterhånden under behandlingen. Ved siden af mit tab på den ene bryst er jeg også begyndt at tabe mit hår som er stort del af mit identitet. Mine nærmeste var hårdt ramte af synet, jeg syntes at det var synd for dem.

 

Jeg kan huske min stakkels mor der bare begyndte og græde da hun så mig tabe hår bare ved at røre dem. Jeg plejer at tænke på at man som mor har bestemt ikke lyst til se sin egen barn gå igennem dette. Min mor var godt nok stærk. Så begyndte mit appetit at forsvinde, da maden begyndte at smage af jern det meste af tiden. Nogle gange er det som om at spise stanniol.

 

 

 

Bikki Reimer sammen sin hunde Leo.

 

 

  1. Syvende

 

Det er sådan at jeg har mange venner og bekendte. Dog fandt jeg ud af hvem mine ”rigtige” venner var midt i min sygdom. Det endte med at jeg var nød til at holde op med at have kontakt med nogle familiemedlemmer, da jeg fandt ud af at vi alligevel ikke er så tætte. Jeg har den dag i dag stadig ikke kontakt med dem, jeg har heller ikke lyst til at kontakte dem.

 

I starten var det rigtig hårdt men nu er det som det er blevet lettere, når man er kræftsyg er man nød til at tænke dybt om mange ting. Tankerne og følelserne om at man kan dø kan være meget dybe , så det er meget vigtigt at omgivelserne er forståelige og giver plads til en.

 

Det kan måske være hårdt at høre mine tanker nogle gange, men det er de tanker som jeg har været nød til at tænke på, på grund af sygdommen. Det at jeg har vendt ryggen til nogle venner og familie kan virke urimeligt eller hårdt, men det har jeg været nød til at gøre for at bruge mine kræfter på mig selv og de mennesker der virkelig elsker mig.

 

  1. ottende

 

der var tidspunkter under behandlingsforløbet hvor jeg bare havde lyst til at dø. Men det var heldigvis kun korte øjeblikke jeg følte sådan. Under kemo-behandlingen var jeg ret emotionel og var meget let til tårer ovenpå den ubehagelige følelse jeg havde i kroppen, samtidig havde jeg også meget vrede i mig.

 

En af det væsentlige grunde for min vrede var lægenes misfortolkning på min svulst, samtidig var der familie medlemmer der var respektløse de gav mig også en del vrede. Det værste var at jeg havde familiemedlemmer der var alkoholikere, og de kom til mig med deres alkohol lugtende munde som jeg slet ikke kunne klare under behandlingen, selvom jeg havde sagt til dem at jeg ikke vil have dem på besøg når de var berusede forstod de mig ikke. Det vigtigt at de øvrige familie medlemmer forstår hvor meget kræft der bruges når man er under kemo-behandling og at man kan føle sig afkræftet det meste af tiden . så de små kræfter man har vil man helst bruge dem børnene og samleveren/manden.

 

På et tidspunkt havde jeg det så ondt i kroppen at jeg bare havde lyst til at dø,men heldigvis mødte jeg en anden kvinde som også havde brystkræft, vi blev hurtige gode venner og støttede hinanden. Det var som om vi forstod hinanden uden at sætte mange ord på vores følelser. Jeg er så taknemmelig for at havde mødt hende.

 

  1. Niende

 

Da jeg tabte mit hår og øjenbryn kunne mange af mine venner ikke genkende mig når jeg var på indkøb, jeg skulle først sige noget før de kunne genkende mig. Det var nemlig igennem min stemme de fleste kunne kende mig. Mange af dem blev forskrækket når de så mig, da mit udseende var virkelig skadet af kemobehandlingen. Derfor forsvandt lysten til at tage på indkøb ret hurtigt, jeg ville helst blive hjemme. For at skulle at jeg havde tabt hår begyndte jeg at gå med forskellige hovedbeklædninger, men i løbet af tiden ble v det lige meget om jeg havde hår eller ikke. Det mener jeg stadigvæk den dag i dag.  Jeg nemlig blevet ligeglad med havde andre folk tænker om mig, levet er for kort til at skulle bekymre sig om hvad andre folk tænker om en.

 

 

  1. Tiende

 

hen mod slutningen af kemobehandlingerne fik jeg betændelse i kroppen som jeg næsten døde af, lægerne  fandt aldrig ud af hvor det var henne i kroppen. Jeg fik noget medicin som slet ikke hjalp, og jeg blev så vred til sidst at udskrev mig sig fra hospitalet da de ikke kunne finde ud af at hjælpe mig. Flere læger ringede hjem til for at få mig tilbage i sygehuset da jeg kunne dø af det hvis jeg ikke kom tilbage. Dog blev jeg bare hjemme da jeg følte at de alligevel ikke kunne hjælpe mig. Jeg begyndte at helbrede mig sig, og fordi jeg havde hørt at cannabis plejer at hjælpe mod smerterne begyndte jeg at ryge den , i starten fik jeg hjælp af en ven da jeg ikke er forbruger vidste jeg ikke hvordan man skulle lave en joint. Jeg drikker heller ikke alkohol som sådan jeg ser alkohol som noget man skal drikke til maden.

 

Det vilde var: Kort tid efter jeg begyndte at ryge forsvandt smerterne og jeg fik min appetit tilbage, maden begyndte at smage af mad igen !

 

Jeg fik det bedre ret hurtigt, og kunne klare de sidste to kemobehandlinger uden besvær. Jeg fortryder at jeg ikke var begyndt at ryge cannabis lige fra starten af behandlingen, måske havde det været meget lettere.

 

 

Afslutning

 

Efter at havde gennem gået den 10. Stadie vil jeg lige indrømme at jeg ikke var så glad for at røge joints da det gav mig en mærkelig følelse. Men når jeg begynder at tænke på hvor meget det hjulpet mig ærgrer jeg lidt over at den ikke er brugt som lægemiddel. Det kunne være så fedt at fjerne rusmiddelet fra cannabis og bare bruge cannabisolie, men jeg tror også at rusmiddelet har hjulpet til lindring af smerten. Som mange kræft/kemo patienter kender det nok at når man er under behandling er det rigtig svært at sove om natten. Jeg vågner stadig fire-fem gange om natten.

 

Mit hår er begyndt at gro igen dog med masser af krøller, før i tiden havde jeg krøllet hår som jeg kunne ordne uden besvær men det her hår er så krøllet at det er svære at arbejde med dem. Der har været flere tilfælde hvor folk har spurgt mig om jeg har fået permanent krøller hos frisøren. Hvis man er glad for krøller og er under kemo behandling kan man glæde sig til at få hår igen der er krøllede, dog siger man at dette slags krøller holder kun et års tid.

 

Selvom behandlingen er overstået har jeg stadig bivirkninger fra kemo. Jeg er f.eks. blevet dårligt gående fordi mine nerver i kroppen er blevet skadet, men det plejer at hjælpe og tage en hel masse smertestillende piller. Samtidig glemmer jeg stadig men det er forbedring. Dog er jeg stadig frisk og glad, jeg elsker og være sammen med mine venner og være glad og grine med dem. Heldigvis er jeg ikke blevet afhængig af joint. Men hvis det skulle igen, hvor jeg bliver syg af kræft igen har jeg tænkt mig at flytte til et andet land hvor jeg kan bruge Cannabis olie som smertelindrende da den hjælper meget, det er mærkeligt at lægerne her i Grønland har ikke lyst til at bruge den som smerte stillende.

 

 

Annonce