Inuitternes tatoveringer

Inuitternes tatoveringer

 

Mia Skifte Lynge undersøgte kvindernes tatoveringer i gamle dage, da hun læste Eskimologi på Københavns Universitet. Hun holdt foredrag om emnet i Inuk Hostels for alle interesserede, og denne artikel handler om udviklingen af tatoveringer for 3.500 år siden og frem til nu.

 

 

Forskere har fundet ud af at de arktiske folk har tatoveret sig i mere end 3500 år. Traditionen, som flere generationer har givet videre, har ændret sig gennem årene. Måden at tatovere sig på er meget anderledes end i dag, da mænd og kvinder fra Grønland og Canada dengang havde tatoveringer i ansigtet, hvilket er sjældent i dag. Kropstatoveringer har mange forskellige betydninger, og andre oprindelige folk i resten af verden havde dem også. Ordet tatovering bliver også beskrevet i denne artikel.

 

Beskyttelse og udsmykning

Mia Skifte Lynge fandt under sin research ud af afstamningen af ordet »Tattoo«. Britiske James Cook opdagede ordet i 1700-tallet. Han skrev om Tahitianernes/Polynesernes ord »tatau« som var blevet brugt i mange år, ligesom vi i dag kender ordet »tattoo« som et engelsk låneord.

Annonce

Inuitterne i Arktis lavede nåle af fiskeben og brugte senetråd fra dyreryg. Man dyppede nålen i urin og stak den i huden, hvor man lod den ligge lidt for at fremme farven, i stedet for at trække den ud med det samme. Det var den ældste kvinde der tatoverede, fordi hun var den mest erfarne og omhyggelige syerske.

 

 

 

 

Skuespilleren Hans Henrik S. Poulsen har fået lavet tattoveringer der er inspireret af inuit tatoveringer. Privat foto.

 

Tatoveringer handler om civilstand

Tatoveringer handlede om at vise sin plads i samfundet, eksempelvis køn, alder, om man var gift, eller for at vise noget om familien. Man blev tatoveret for at udsmykke sig og hvis man var fanger, blev man tatoveret for at beskytte sig selv og have mod. Ikke mindst brugte kvinder og børn tatoveringer for at beskytte sig selv i kampe, da kvinder og mænds påklædning var næsten ens, og at man gennem tatoveringer kunne se forskel på mænd, kvinder og børn.

 

Handler om tro

Man snakkede ikke højt om tatoveringer, da de ellers ville miste deres betydning. Inuitterne troede på at der var sjæl i alt, derfor troede de også på at der var sjæl i deres led. Da onde ånder kunne gå ind gennem leddene, tatoverede man små prikker på området hvor man havde ondt, så de onde ånder ikke kunne komme ind. Man troede også på at en kvinde som grinte eller smilte for meget, havde tykke og ujævne tatoveringer i ansigtet. En kvinde med tynde og fine linjer på hagen, blev anset for at være en god kommende kone, fordi hun tilsyneladende var seriøs og hårdtarbejdende.

Hvis der var sket et dødsfald, skulle den, der passede den døde mens vedkommende var syg, straks få tatoveret prikker, for at beskytte sig selv og blive uigenkendelig for den afdødes ånd.

 

Vaner

Når piger fik deres første menstruation, fik de tatoveret én streg på hagen for at vise at de var på vej mod de voksnes rækker og at de var klar til at blive gift. Hvis en piges streg var lige og fin, var hun mere attraktiv for mændene, fordi hun under sessionen måtte have stået stille, og det viste at hun var en tålmodig pige, der kunne modstå megen smerte. Kvinderne fik også tatoveringer på inderlårene, således at deres nyfødte børn kunne have noget smukt at se som det første.  Når drenge fik deres første fangst, fik de straks en tatovering på kinden når de kom tilbage, fordi man troede på at dyrets sjæl stadig levede og kunne hævne sig.

 

Nutidens tatoveringer

Mange unge mennesker i dag, får tatoveringer som minder om inuitternes gamle tatoveringer. Måden at tatovere på er ikke længere den samme, da man i dag bruger maskiner. Tatoveringernes betydning og inuitternes tro er heller ikke længere den samme, og nutidens unge bliver tatoveret mest for at udsmykke sig selv. Vi har interviewet fem unge med tatoveringer inspirerede af inuitternes gamle tatoveringer, for at finde ud af hvorfor de fik dem, og hvad de betyder for dem.

 

ANU UNA interviewede forskellige grønlændere der har fået lavet inuit tatoveringer.

ANU UNA:
– Hvordan opstod ideen om din tatovering/-er, og hvordan havde du det før og efter du fik din tatovering?

 Bibi Chemnitz:
– Mine tattoos på højre underarm fik jeg lavet af en af mine veninder, der er en dygtig grønlandsk tegner og tatovør, Maya Sialuk. Hendes speciale er traditionelle inuit tatoveringer, som hun enten syer eller håndprikker. Maya og jeg havde i længere tid snakket om forskellige ideer, og da dagen endelig kom, hvor vi mødtes og jeg skulle have min tatovering, blev vi enige om at jeg skulle have noget med vestgrønlandsk oprindelse. Vi var begge vildt begejstret over traditionelle pande streger, og vi valgte at lave en slags nyfortolkning af disse og lave tre forskellige vestgrønlandske pande-streger på min underarm. Det der med panden er stadig lidt for vildt for mig, men hvem ved, måske en skønne dag…? At jeg valgte tre streger og ikke kun én, skyldes at jeg syntes det så fedt ud sammen. Og da jeg har boet i flere forskellige byer på vestkysten syntes jeg det var fedt at få noget med fra hele regionen. At det blev håndprikket synes jeg også er fedt, det giver et mere råt og levende look end det gør med maskine – maskintatoveringer er også fedt, det giver bare et andet udtryk – dem har jeg også mange af.

 

ANU UNA:

– Hvad betyder din tatovering for dig, og hvad er folks reaktioner når de ser den/dem?

Bibi Chemnitz:
– Mine tatoveringer er en slags forlængelse af min personlighed, der er noget rebelsk og noget skønhed over dem. Jeg synes at tatovering er skide flot, men det er vigtigt at man vælger noget med omhu, som betyder noget for en. Når folk får tatoveringer, som ikke afspejler deres personlighed, virker det falsk og hult, men når det derimod er dybt personligt, bliver det smukt. Da jeg til dagligt arbejder som designer, så arbejder jeg jo med udsmykning. Så mine tatoveringer er en form for permanent udsmykning. Tøj kan til tider være meget kortvarigt og flygtigt, tatoveringer er normalt for evigt – det synes jeg er ret fedt. Der er flere forskellige reaktioner fra folk. Jeg har aldrig rigtig hørt noget negativt, så det er mest folk der siger, at de synes at mine tatoveringer er flotte og vil høre mere om dem. Det er dog tit at jeg spotter folk kigge sådan lidt sjovt på mine tatoveringer, mest dem på fingrene, og lave et lidt spøjst og utrygt ansigtsudtryk, men de kommer aldrig hen og siger noget. Jeg er dog også fuldstændig ligeglad, da mine tatoveringer er for min egen skyld og ikke for nogen andres.

 

ANU UNA:
– Hvordan opstod ideen om din tatovering/nger, og hvordan havde du det før og efter du fik din tatovering?

Julia Josefsen:

– Siden jeg var barn har jeg altid kunnet lide mønstre. For et par år siden fik jeg lyst til at få en grønlandsk tatovering. Så begyndte jeg at tegne og blev inspireret af Avittat.

Inden jeg fik min tatovering, kan jeg huske at jeg var spændt på hvordan den ville komme til at se ud, og om den overhovedet kom til at se grønlandsk ud?

Men jeg var rigtig glad for resultatet, og har allerede planer om at få en grønlandsk tatovering igen.

 

ANU UNA:
– Hvad betyder din tatovering for dig og hvad er folks reaktioner når de ser den/dem?

– Min tatovering betyder rigtig meget for mig, fordi den viser at jeg elsker mønstre/avittat og har noget med min kultur at gøre. Den betyder ekstra meget, fordi jeg selv har designet den. Når folk ser min tatovering, plejer de fleste at spørge om det er Avittat, og det er kun kvinder der spørger om det. Men folks reaktioner på min tatovering plejer at være positive.

 

ANU UNA:
– Hvordan opstod ideen om din tatovering/nger, og hvordan havde du det før og efter du fik din tatovering?

Maria Kleist:

– Jeg har altid beundret vores kvindelige forfædres tatoveringer. I løbet af årene fik jeg mere og mere lyst til at få én, og mine idéer til hvordan den skulle se ud har ændret sig flere gange. Da jeg fandt nogle tatoveringer som passede til mine tanker, fik jeg dem lavet. Jeg glædede mig meget til at få dem lavet, før jeg fik dem. Efter jeg fik dem lavet, havde jeg en uventet følelse indeni, da det var som om jeg dækkede et behov, jeg længe havde ventet på. I dag er mine tatoveringer en del af min personlighed og jeg skal få flere.

 

ANU UNA:
– Hvad betyder din tatovering for dig og hvad er folks reaktioner når de ser den/dem?

– Mine tatoveringers betydning for mig, er at de konstant påminder mig om mine værdier i livet. De symboliserer vores forfædres syn på livet, og de minder mig om, at jeg skal prøve at rette mig efter dem. Folk der kender mig, siger at mine tatoveringer er i overensstemmelse med min personlighed. Folk jeg ikke kender beundrer dem og synes de er flotte. Jeg får kun positive henvendelser omkring mine tatoveringer.

 

ANU UNA:
– Hvordan opstod ideen om din tatovering/nger, og hvordan havde du det før og efter du fik din tatovering?

Laakkuluk Williamson Bathory:
– Min mor er grønlænder og hedder Karla Jessen Williamson. Jeg værdsætter de historier hun har fortalt mig som barn, såsom »Havets Moder« og »Aningaaq og Maliina«. Nu bruger jeg de gamle fortællinger i mine kunstværker. Jeg kan huske at min mor havde lavet tatoveringer i ansigtet med sminke, da hun skulle holde foredrag i universitetet. Hun havde sagt gennem mikrofonen: »Jeg har tegnet stregerne til ære for kvinderne i Arktis. Vi har i lang tid haft samvittighedsnag overfor de hvide. Nu kan vi som kvinder hæve stemmen.« Så stoppede hun foredraget, fordi hun ikke kunne tale mere eller trække vejret ordentligt. Hun lagde mikrofonen fra sig, og vendte sig skælvende om. Min mor fortalte mig, at hun vendte tilbage til publikum efter to minutter, med fornyet energi. Da hun var færdig, kom en ældre kvinde fra Alaska og sagde til hende: »Mens du holdte pause, blev scenen fyldt med kvinder med tatoveringer. Det er dine forfædre.« Siden dengang har jeg gerne villet få inuitiske tatoveringer. Jeg drømte længe om dem. Efter min fars død kom mine drømme i opfyldelse. Nu har jeg tatoveringer på mine arme, ben og hage. Jeg er meget stolt. Jeg elsker dem og beundrer dem.

 

ANU UNA:
– Hvad symboliserer dine tatoveringer?

– Først fik jeg tatoveret mine arme. Som sagt fik jeg dem efter min fars død. Til inde om det dejlige forhold til min far og mit fantastiske liv med mine børn. Dengang havde jeg to børn. Så fik jeg tatoveret mine ben. Man sagde til mig at når jeg fødte, ville mine børns første syn være kunst. Mit tredje barn så kunst, da det blev født. I sommeren 2016 fik jeg tatoveret min hage. De symboliserer at vi alle er mennesker – at vi har mod og at vi ikke behøver at sige undskyld for dem vi er. Det er dejligt.

 

ANU UNA:
Hvad er historien bag dine tatoveringer?

Hans Henrik Suersaq Poulsen:
– Jeg fik lyst til at blive tatoveret, fordi jeg er vild med inuit tatoveringer. Først fik jeg lavet 20 prikker i Toronto, fordi jeg på det tidspunkt var 20 år gammel. Efter længere tid fik jeg lyst til flere og har selv tegnet dem. Jeg fik lavet flere tatoveringer, mens jeg var i Nuuk, og tænkte ikke nærmere over, om tatoveringerne var til mænd eller kvinder, da de jo tilhører inuitterne. Mens jeg var i Iqaluit, og min nye tatovering ikke var helet endnu, blev jeg spurgt hvorfor jeg havde kvindetatoveringer? Da jeg forklarede, at jeg fik dem fordi jeg beundrede dem, og at jeg havde læst et sted at mænd også kan have dem, blev kvinden nærmest sur og sagde at det var for mærkeligt at en mand har tatoveringer! Men da jeg undersøgte det nærmere, fandt jeg ud af, at det naturligvis oftest er kvinderne der får dem lavet med personlige mønstre, afhængigt af hvor man kom fra. Efter en snak med kvinden opstod der forståelse mellem os. Men jeg lærte at kvinder blev tatoveret i ansigtet og kroppen, når de fik deres første menstruation, blev gift og fik deres første barn, for at vise en del af deres livshistorie. Mænd fik få tatoveringer, og det var prikker eller streger. I Alaska fik en mand en tatovering ved næsen, når han havde fanget sin første hval.

ANU UNA:
– Hvad synes du om nutidens inuitiske tatoveringer?

– Heldigvis er denne måde at tatovere på, ved at vende tilbage igen hos forskellige stammer. Det kan mærkes at det både er kvinder og mænd der får dem. De er næsten alle forskellige, men inspireret af den gamle kultur. Efter flere års kolonihistorie er tatoveringerne ved at vende tilbage. Man skal være stolt over dem, da de er med til at vise vores personlighed! Da mine tatoveringer er traditionelle inuit tattoos, har jeg planer om at ændre dem til mere moderne tatoveringer, men stadig inspireret af de traditionelle.

Jeg har tegnet nogle meget flotte og moderne tatoveringer, og det kan være I får dem at se på et tidspunkt.

 

Annonce