»Jeg har ikke drukket i otte år«

»Jeg har ikke drukket i otte år«

Aviaja Ikila Abelsen blev på grund af sin hårde barndom alkoholiker som teenager. For otte år siden besluttede hun at hun ikke vil drikke igen

 

Af: Pipaluk Egede Nielsen

 

Da den 42-årige Aviaja Ikila Abelsen fra Tasiilaq besluttede sig at holde op med at drikke. Dengang drak hun hver weekend og nogle gange i hverdagen.

 

– Jeg begyndte og drikke alkohol da jeg var omkring 14 år. Dengang drak jeg hver weekend, og når jeg drak kunne jeg ikke styre mig selv og kunne aldrig huske noget, siger Aviaja Ikila Abelsen.

Grunden til at hun begyndte at drikke så meget er hendes hårde opvækst. Hun begyndte at »drikke sine sorger væk.«

 

Annonce

–  Jeg har haft en hård opvækst. Jeg er blevet seksuelt misbrugt som barn og er vokset op hos alkoholikere, siger hun.

 

 

Hendes far vil ikke have hende

Da Aviajas mor var under uddannelse i Danmark blev hun gravid, og faderen som er dansk ville ikke have noget med dem at gøre. Da Aviaja var halvt år tog hendes mor hende til Tasiilaq og gav hende til sine forældre.

 

– Jeg er vokset op hos mine bedsteforældre, men min mormor døde da jeg var ni år af kræft. Min morfar tog sig af mig alene, men han var hård, var voldelig og var alkoholiker, siger hun.

Hun flyttede hjem til sin mor igen, og lidt efter det, flyttede de til Nuuk. De boede i Nuuk i cirka fem år, og da Aviaja var omkring 14 år sendte moderen hende til morfar i Tasiilaq.

 

– Min mor var også ret hård. Lige efter jeg flyttede til Tasiilaq begik hun selvmord. Det var en hård oplevelse. Efter det begyndte jeg og drikke, fortæller Aviaja.

 

Holdte det hemmeligt

Aviaja har skjult at hun er blevet seksuelt misbrugt. Hun fortalte det først da hun blev voksen. Hun har forsøgt at tage sit eget liv to gang da hun var teenager mens hun var beruset. Hun drak altid rigtig meget, så meget at hun ikke kan huske noget. Da hun blev voksen blev hun gift og fik fire børn gennem årene.

 

– Mine børn har aldrig været anden prioritet da jeg drak, men jeg kunne ikke vente til weekenden med at drikke. Når jeg drak var jeg meget fuld og kunne aldrig huske noget, fortæller hun og fortæller at hendes alkoholproblem har været skadelig på deres parforhold, og at hendes mand var træt af hendes drikkeri.

 

Valgte at få behandling

Det var i februar måned i 2008 Aviaja valgte at gøre noget ved sit misbrug da hun vidste at hun var i en ond cirkel.

 

– Jeg fik at vide at der var kommet en misbrugsbehandler til byen mens jeg havde kraftig tømmermænd. Om mandagen henvendte jeg mig til kommunen samt mit arbejdsplads. Det lykkedes, og i dag har jeg ikke rørt alkohol i otte år, fortæller Aviaja stolt og fortsætter.

 

– Jeg tog et stort skridt. Jeg begyndte at deltage i et behandlingstilbud hvor seksuelt misbrugte blev behandlet hver måned. Det har hjulpet rigtig meget. Dengang da jeg startede på behandlingen troede jeg ellers at jeg var kommet videre med mine problemer, men jeg kunne se at jeg stadig havde en masse at kæmpe med endnu, så det har hjulpet meget at deltage i behandlingen. Der er nogle dage hvor jeg føler mig uværdig, og stiller nogle spørgsmål til mig selv. Men nu er jeg ved at komme over sådan nogle følelser fordi jeg snakker om dem og accepterer tingene, siger hun.

 

 

Forbillede

Aviaja Ikila Abelsen blev færdiguddannet som kontordame i 1994, hvor hun har arbejdet i branchen i 20 år. Efter det fik hun et job i Pilersuisoqs butik som souschef. Hun passer sit job, og hun blev forleden spurgt fra kommunen om hun ikke kan fremlægge i et kursusforløb om personlig udvikling.

 

– Jeg deltog frivilligt på kurset og fortalte om mit liv. Jeg fremlagde blandt andet at selvom jeg har haft en hård barndom er jeg holdt op med at drikke, siger hun og fortsætter.

 

– Det mest udfordrende ved forløbet er at acceptere fortiden, man kan jo ikke komme videre hvis man ikke gør det. Dengang jeg drak havde jeg en hård opførsel. Når nogen siger noget til mig som jeg ikke kunne lide blev jeg sur og forsvarede mig selv. Men nu har jeg lært at lytte, og jeg er ved at lære at snakke med folk.

 

Ønsker at blive misbrugsbehandler

Efter hun blev behandlet søgte hun om uddannelse til misbrugsbehandler, men fordi hun ikke er så god til engelsk lykkedes det ikke. Dog drømmer hun stadigvæk om at blive behandler.

 

– Vi mangler behandlere i vores by. Det er derfor jeg ønsker at blive behandler. Der er mange der har misbrugsproblemer i byen, og jeg håber ellers inderligt at vi får en behandlingssted. Jeg vil meget gerne hjælpe mine medborgere med misbrugsproblemer, siger hun og fortsætter.

 

– Det er vigtigt at man bliver støttet mens man får behandling og at man kræver noget af sig selv. For hvis man ikke bliver støttet kan man nemt falde i igen. Det vil ellers hjælpe meget hvis vi havde et behandlingssted her i Tasiilaq da behandlerne rejser efter de er færdige med at behandle folk.

 

Aviaja er taknemmelig for hun har fået behandling, og hun vil også gerne være et forbillede for sine børn og andre.

 

– Det har været til en stor gavn i vores familieliv. Jeg har selvfølgelig dage hvor jeg får de dårlige minder fra fortiden, men jeg har lært at lytte til mig selv. Jeg har lært at lytte til mig selv, uden at tænke på andre først da jeg gjorde det meget før i tiden. I dag lever jeg et stille og roligt liv og vil gerne være et forbillede for andre, slutter Aviaja.

 

Billedtekster:

 

– Selvmedlidenhed er spild af tid, og det er udfordrende at komme over det, sagde Aviaja Ikila Abelsen efter hun er holdt op med at drikke. Foto: Privat.

Aviaja Ikila Abelsen sammen med sin familie. Foto: Privat.

 

Annonce